Forenkling udbedes
Markedsførings-, straffe-, erstatningsansvars-, persondata-, medieansvars- og retsplejeloven. Alle har de deres bud på et juridisk grundlag for brugen af personbilleder. Men i en jungle af overlappende paragraffer og regler kan lovens smalle sti være svær at færdes på.
Man skal være mere end almindeligt godt juridisk begavet, hvis man som almen borger skal kunne finde hoved og hale i reglerne og lovene vedrørende personbilleder. Dagligt bliver der på verdensplan delt 55 millioner billeder på Instagram og 350 millioner på Facebook, og i bestræbelserne på at dele livet med omverdenen virker det usandsynligt, at en af de seks love ikke bliver overtrådt af en dansker i ny og næ.
Kaotisk lovgivning
Der er som nævnt rigtig mange love på området, og de er ikke letforståelige.
Straffeloven forbyder brug af billeder af personer, som ikke befinder sig på et frit tilgængeligt sted, men selvom man overholder straffeloven, så kan man komme i karambolage med andre love.
I 2010 bragte Se & Hør et billede af en topløs højgravid kendis på en mennesketom strand, og selvom stranden er frit tilgængelig, endte Se & Hør alligevel med at være på kant med erstatningsansvarslovens § 26 om krænkelser af andres frihed, fred, ære eller person.
Man må heller ikke bruge personbilleder i reklamer og lignende uden samtykke, da det strider med god markedsføringsskik og ”almindelige retsgrundsætninger”. Retsplejeloven forbyder offentliggørelse af fotografier fra et retsmøde uden samtykke. Upassende brug af fotografier i massemedier kan stride mod medieansvarsloven, der siger, at massemedierne skal handle i overensstemmelse med god presseskik. Hvis du bedriver borgerjournalistisk, og indholdet bliver citeret i et medie, er dit indhold pludselig også omfattet af medieansvarsloven. Herudover kan fotografering og brug af billeder stride mod persondataloven.
Men har almindelige mennesker nogen chance for at finde vej gennem lovjunglen? Ville det ikke være bedre at gøre rent bord og skrive reglerne i en samlet, klar lov?
”Vi har ikke nogen samlet regulering i dansk ret ud over enkelte bestemmelser, som er spredt rundt omkring i lovgivning. Reglerne om brug af billeder i reklamer o.l. må ligefrem udledes af ulovbestemte almindelige retsgrundsætninger”, siger Vibeke Borberg, adjunkt på Københavns Universitet,, Center for Informations- og Innovationsret. Hun tilføjer, at det selvfølgelig er svært for den almindelige borger at finde ud af, hvad der gælder, når reglerne må udledes af retspraksis.
”Man skal først finde en masse højesteretsdomme, så skal man udlede, hvad Højesteret mener om det, og det kan være vanskeligt,” siger Vibeke Borberg, der dog ikke tror, at en samlet lov om fotografering ville løse alt.
”Det kan være svært at skrive det hele ned i én lov, som dækker alle typeområderne. Man kunne jo også informere om retsgrundsætningerne. Det er en anden måde at løse problemet på,” siger hun og fortæller, at det svært at sige, om ændringer på området ville give et andet resultat i praksis.
Fortolkning skaber forvirring
Fotografering kan også stride mod persondataloven. Den siger kort sagt, at man ikke må behandle data om andre uden samtykke, medmindre almene hensyn gør det berettiget. Loven betyder, at man i nogle tilfælde skal have samtykke, før man fotograferer folk. Juridisk set anses fotografering nemlig som behandling af personoplysninger. Men hvornår kræves der samtykke og hvornår gør der ikke? Ifølge Datatilsynet kræver ”portrætbilleder” samtykke, ”situationsbilleder” ikke, medmindre folk kan føle sig udstillet eller på anden måde generet af dem. Sondringen er ikke just tindrende klar for almindelige mennesker.
”Jeg har fotograferet en tigger på gågaden og en kondiløber i skoven. Er det portrætbilleder eller situationsbilleder?” Sådan lyder et spørgsmål på et forum for fotoentusiaster. De fleste på forummet mener, at fotoet sagtens kan offentliggøres, fordi det er et situationsbillede. Men er det nu også rigtigt? Svaret er ikke nødvendigvis ja, hvis man skal tro ph.d. og persondataspecialist Charlotte Bagger Tranberg.
”Et situationsbillede er modsvaret til et portrætbillede. Det er et billede med en masse mennesker, og selvfølgelig er nogle af dem identificerbare, men de beskyttes ikke ligeså hårdt som billeder, hvor der kun er en enkelt person på,” sagde hun på sit oplæg på årets symposium om personretten og personbilleder. Hun fortæller, at det tit kan være tvivlsomt, om et billede hører til i den ene eller anden kategori.
Så det er forståeligt, at der opstår forvirring for fritidsfotograferne. I Datatilsynets guide for billeder på internettet lyder beskrivelsen af situationsbilleder blandt andet sådan her:
“Billeder, hvor en aktivitet eller en situation er det egentlige formål med billedet … Det afgørende kriterium er, at den afbildede ikke med rimelighed må kunne føle sig udstillet, udnyttet eller krænket”
Er billedet af kondiløberen så et portræt- eller situationsbillede? Det må domstolene afgøre, for der kan være ukendte omstændigheder, som bringer billedet i strid med loven – for eksempel kan det tænkes, at løberen burde have været på arbejde i stedet for på løbetur i skoven på tidspunktet for fotoet.
Borgerjournalistikken udfordrer loven
Internettet tilbyder en lang række af muligheder for at ytre sig, blandt andet i form af blogs, Facebook, Twitter, Instagram osv, og det udfordrer lovgivningen på området. Persondataloven kommer i spil, når et billede uploades, for det betragtes nemlig som behandling af en personoplysning.
”Når man offentliggør et foto gælder persondataloven, og det er der mange mennesker, som glemmer,” siger persondataspecialist Charlotte Bagger Tranberg. Hun tilføjer, og at enhver form for information af en identificeret eller identificerbar fysisk person betragtes som en personoplysning.
Men der er som regel undtagelser til regler, og det er også tilfældet her. For hvis man agerer i journalistisk øjemed, er man ikke omfattet af persondataloven.
Men hvad betyder journalistisk øjemed? Ifølge Charlotte Bagger Tranberg har man i EU fortolket begrebet journalistisk øjemed meget vidtgående. Men samtidig har man tilføjet, at det kun er databehandling, der er strengt nødvendig kun for det journalistiske formål, der falder uden for persondataloven. Og hvornår er det kriterium så opfyldt?
”Man kommer simpelthen ikke uden om, at reglerne er enestående svære at forstå for almindelige mennesker”, siger UBVAs formand, juraprofessor Morten Rosenmeier, Center for Informations- og Innovationsret. ”Hvor skulle de vide fra, at fotografering af personer i private situationer udløser godtgørelse efter erstatningsansvarsloven? Og hvordan skal de regne ud, at kommerciel brug af billeder er i strid med almindelige retsgrundsætninger?”, spørger han.
”Den værste lov er dog efter min mening persondataloven. Den befinder sig på et helt ekstremt abstrakt niveau, som gør den helt utroligt svær at arbejde med. Bare tag Datatilsynets vejledning om brug af billeder på internettet. Her får vi at vide,”portrætbilleder” kræver samtykke, at ”situationsbilleder” derimod ikke gør, men at der dog er nogle gange, hvor de gør alligevel. Hvordan skal folk hitte ud af det?”, spørger Rosenmeier.
Indtil der er én klar entydig lov, som er letforståelig for befolkningen, er det en god tommelfingerregel altid at bede om samtykke, når man vil offentliggøre et billede. For når først billedet er på internettet, så går der ikke lang tid, før den amerikanske tjeneste Archive.org sørger for at lagre det for tid og evighed